Åbenhed, kreativitet, nysgerrighed, samarbejde, udvikling og lyst til livet

RMA Danmark

Nyhedsartikel

Det følgende er et forsøg på at oversætte det filosofiske grundlag for den Systema, som Alex Kostics står for. Gennem dels hans egne ord (fremhævet i sort) og dels min egen uhjælpelige oversættelse (i alm. skrift).

 

Som jeg læser det, så er det et frihedsmanifest. Frihed for bevægelsen, friheden fra

teknik og illusioner og friheden fra undertrykkelse fra andres side og af andre. Leg,

ligeværd og frihed. Alex skriver ikke direkte om glæde, oplevelsen af livets lethed,

sundhed (mentalt som fysisk), men de af os der kender ham vil næsten sige, at det

er elementer af friheden – de mål der opnås når legens fulde dimension implementeres

i vores måde at være på. Til stadighed.  Jeg for mit vedkommende har taget det til mig

og forsøger at praktisere det. Træning i RMA Danmark er ikke autoritær – men samskabende.

Det er alles ret og pligt at byde ind med ønsker og behov. Vi hjælper hinanden til at kunne

 mere og støtter til flere oplevelser og erfaringsdannelser gennem oplevelse i legen. Vi finder

 og smider væk – oplever teknikker og fritsætter os igen.  Ikke for at blive mestre og bedre end andre, men for at opleve os selv og vores potentiale

                         

God fornøjelse:

 

Combat, as a diverse conglomeration of specific practices of relations with oneself and others, necessarily implies movement as a horizon of more or less set possibilities. For each of us, the possibility of movement is so axiomatic and immediate that we almost never think of it. The moves that people make are most often instrumental in character – walking from part of the town to another in order to get to work, bending over to reach an important document in a drawer, sitting down to get rest, etc. The common thread for all these motions is that they are not an end in themselves, but rather aimed at some purpose exterior to the movement itself. On the other side, in the window of glorious human dignified practices are those that have taken movement to an art: acting, ballet, dance, etc. What does it mean? It is to say that within those practices the movement is not in the function of some immediate goal, but instead it rises to the fullness of its temporality, which realized its essential capacities through the play. Play, therefore, is not something we use to attain any other goal – it is a goal in itself.

 

Min oversættelse: Kamp, som en sammensat mængde af specifikke relationer med en selv og med andre, må nødvendigvis forudsætte bevægelse i en eller anden form givet ud fra tilstedeværende muligheder. For enhver af os er bevægelsesmuligheder noget selvfølgeligt og umiddelbart, at vi næsten ikke tænker over det. Bevægelser vi mennesker laver har næsten altid karakter af et instrument for noget andet – vi går fra en ende af byen til en anden for at komme på arbejde, vi rækker ud for at nå et dokument i en skuffe, sætter os for at hvile, osv. den fælles tråd for alle disse bevægelser er, at de ikke er et mål i sig selv – men derimod mere et middel til at opfylde et mål der er udenfor bevægelsen i sig selv. På den anden side af de menneskelige udfoldelsesmuligheder, er der de der har gjort bevægelse til en kunstform; skuespillere, ballet, dans, osv. Hvad betyder det?  Det fortæller, at indenfor de handlingsdomæner er bevægelse ikke en funktion af andre mål men i stedet er det noget der løfter sig fuldt i det øjeblik det er og udfører/opfylder sit fulde gennem leg. Leg er derfor ikke noget vi bruger til at opfylde andre formål – leg er et mål i sig selv.

 

The common attitude is that in combat training most important issue is the command of various fighting techniques. Nevertheless, in the course of such training, what is referred to as techniques, and meant to be the desired outcome of a movement, is usually simply “glued” to a body that tries, under the pressure of desire for success, to anticipate the unpredictable spontaneity of the situation, in which only a body educated through movement can lead to more or less favorable resolving of the conflict. The technical training attempts to compensate for what is lacking in the domain of corporal education, by reaching for the satisfactory outcome in a strictly controlled situation. That way, the combative training instills in its practitioners the uncritical self-confidence in an irresponsible manner, the self-confidence that is not founded in the freedom of move, but rather in the fantasy of efficiency.

 

Min oversættelse: Den mest almindelige attitude er, at i kamptræning er det vigtigste tema, at man kan beherske forskellige kampteknikker. Ikke desto mindre, så opleves gennem udførelse af den træning, tekniktræningen, og med den mening at teknikken skal være målet for bevægelsen, at teknikken er ”limet” på en krop der prøver, under pres fra målet om behovet for/ønsket om at have succes, at forudsige den uforudsigelige spontanitet i situationen, hvor kun en krop disciplineret gennem bevægelse kan lede til en mere eller mindre tilfredsstillende opløsning af konflikten. Træningen af teknik prøver at kompensere for hvad den mangler i fysisk uddannelse/oplæring, ved at opnå tilfredsstillende udbytter i strengt kontrollerede situationer. På den måde er der megen kamptræning der optræner og giver udøveren en form for ukritisk selvtillid på en uansvarlig måde, en selvtillid der ikke findes gennem friheden i bevægelse, men i illusionen om effektivitet.

First one needs to suspend the yearning for the perfection of technique, for the sake of free movement. Such freedom does not bear with dogma or school uniformity, but instead seeks space for play, which in a conflict situation becomes the unpredictable struggle for survival. Therefore, a man who plays will not ask about the origins of the particular movement, but alternatively he will reinvent every “technique” himself.

Min oversættelse: Først er der behov for at tilsidesætte længslen efter perfektioneringen af teknikken for at få den frie bevægelse. Denne frihed kommer ikke gennem dogme eller skolens ensretning, men søger i stedet rum til at lege, som i en konfliktsituation bliver den uforudsigelige anstrengelse for overlevelse. Derfor vil en mand der leger ikke spørge til en bestemt bevægelses oprindelse men i stedet vil han genopfinde enhver ”teknik” selv.

That way, the first step in educating the body entails linking the movements freely into various biomechanical kinetic chains. At first on one’s own and later with a partner, the body learns to anticipate force vectors and in the beginning starts with imitation, but soon follows with improvisation, in order to relieve itself from striving to do the “right” or “realistic” technique. In its place, it will make the necessary and sufficient movement, thus rewarding the practitioner with satisfaction. In that context, the satisfaction lures the body into breaking out of its shy autism and stepping into the field of its possibilities. However, in that field there is someone else waiting, and with regards to combat, that someone is threatening.

Min oversættelse; På den måde indeholder det første skridt i opdragelse af kroppen, at man på fri vis forbinder bevægelser i biomekaniske kæder. Først for en selv og senere med en partner, kroppen lærer at forvente kraftvektorer og i begyndelsen starter man med imitation, men snart følger improvisation, for at befri en selv fra stræben efter at gøre ”det rigtigt” eller lave en ”realistisk” teknik. I stedet vil kroppen gøre den nødvendige og tilstrækkelige bevægelse og derigennem belønne udøveren med tilfredshed. I den kontekst vil tilfredsheden føre kroppen ud af dens sky autisme og få den til at træde ind i dets rum af muligheder. Men, i det felt er der noget andet der venter og i relation til kamp; at der er nogen der truer.

The threat at issue simulates the feeling of danger that cannot be avoided through any training. In the first phase, the subject has acquired fluidity of movement, softened his body with pleasure and forgot about the threat. Once the body has matured, it needs to be scared by powerful strikes and “impossible” situations, which humiliate the narcissism of the theatrical flawlessness. Only through perseverance in the experience of stressful contact it is possible to talk about mature, self-critical attitude towards conflicts. Once the spontaneity of movement, which does not stem from the conscious projection characteristic for technical exercises, is unified with the experience of the struggle and overcoming obstacles, the training becomes free play that is no longer played by the child in its naïveté, nor the adolescent in its competitiveness, but rather an adult person in its responsible relaxation.

Min oversættelse; Den forhåndenværende trussel simulerer følelsen af at være i fare, som ikke kan undslippes gennem nogen træning. På første stade har man opnået flydende bevægelser, blødgjort kroppen med fornøjelser og har glemt truslen. Når kroppen har modnet har den behov for at blive skræmt gennem kraftfulde stød og ”umulige” situationer som kan ydmyge den narcisistiske teatralske oplevelse af fejlfrihed (e.g. som man forledes til at have gennem ”teknik” træning). Kun gennem vedholdenhed i oplevelsen af stressfyldt kontakt er det muligt at tale om en moden, selvkritisk attitude med hensyn til konflikter. Når engang den spontane bevægelse, der ikke kommer fra den bevidste projektion karakteristisk for den tekniske øvelse, er forenet med anstrengelser og det at overvinde forhindringer, bliver træningen fri leg som ikke længere er barnets naive leg, heller ikke ungdommens konkurrencemæssige stræben men derimod den voksne person i en ansvarsfuld afslappethed.

Let the spirit of play spread through the training hall, and not the dubious authority of a master, who compensates his fear from the loss of control through egotistical perfectionism. Let the gym become a temporal and unpretentious community of equal explorers of corporal movement, instead of a bullying domain, which insists on rivalry, thus establishing the ungrounded hierarchy that, as a rule, only results in selfish egotism.

 

Min oversættelse; Lad legens ideal sprede sig gennem træningssalen og ikke den tvivlsomme autoritet fra en mester, der kompenserer sin frygt for tab af kontrol gennem egoistisk perfektionisme. Lad træningssalen blive et umiddelbart og ligefremt samfund af lige udforskere af kropslig bevægelse, i stedet for et beherskende/undertrykkende domæne, der insisterer på rivalisering, og derfor etablerer et ubegrundet hierarki der, som en regel, kun resulterer i selvtilfredsstillende egoisme.

 

Systema Homo Ludens—en artikel skrevet af Alex Kostics, Serbien.

 

Dato: 23.02.2010